Den Portugisiske Vandhund har mange lag i sin personlighed. Denne "skibsarbejder" der med tiden har skiftet erhverv til selskabshund, har et vidunderligt væsen, stor tålmodighed med børn og andre dyr og er en rigtig familiehund. Den elsker mennesker og så er det en sjov og højst intelligent hund, der med sit pjuskede udseende og et charmerende temperament, får de fleste hundevenlige hjerter til at banke. Men selvom hvalpene er aldeles bedårende og den voksne hund utrolig smuk at se på, er det ikke en blød og blid race, der totalt underkaster sig hvad og hvem som helst.

Cão'en er en robust, viljestærk og beslutsom håndfuld, hvor indlæring sker hurtigt, men det keder den også hurtigt, så man må være tålmodig og opfindsom når man træner lydighed. Den lever i højeste gear som en glad arbejdshund med et temperament der siger "lad os så komme igang" . Man skal vide, at Cão'en blev skabt til et hårdt og krævende job, hvor den skulle være istand til selv at løse opgaver på egen hånd og selv tage "beslutninger". Havde den ikke temperamentet til det, overlevede den ikke.

Som kommende ejer, bør man se igennem det dejlige ydre og få øje på alt det der gemmer sig indenunder. En Cão er venlig og munter overfor alle mennesker, men er KUN loyal overfor sine egne og kan i første omgang virke høflig, men lidt reserveret overfor fremmede. Det skyldes bla. den afhængighed der var mellem fiskeren og hans hund - det nyttede ikke at ha' en uloyal hund, når dennes arbejdsopgaver var så vigtig for både skib og besætning.

Det farlige liv og den daglige kamp på havet, som de portugisiske fiskere måtte igennem, smittede også af på Cão'en. Det gav sig den gang som nu, udtryk i racens næsten passive accept af hvad skæbnen end måtte bringe den og uden at fortrække en mine - viljestærk med en vis portion stolthed og stædighed - det er altsammen det, der er hele essensen af en Cão de Água.

Som altid er en hunds sundhed, egenskaber og temperament noget af det man bør vægte mest, men der er jo også et ydre der spiller en rolle, når man vælger hunderace. Cão'en er også på dette område ret utraditionel og den har sine tilhængere og modstandere hvad angår dens udseende (læs klipning). Racen fælder ikke, og har ingen underuld, - pelsen minder mest af alt om menneskehår. Den findes i to pelsvarianter - en tæt, krøllet, mat pels (curly) og en lidt længere, bølget og mere glansfuld pels (wavy). Læs også under "standard"

Begge varianter skal, hvis de udstilles i et FCI-land, fremstilles i den originale "løve-klip". De portuguisiske fiskere klippede deres hunde på denne måde af praktiske hensyn. Pelsen på forbenene skulle beskytte hunden når den kravlede op fra vandet og over rælingen. Den store pels på hele frontpartiet var med til at beskytte de indre organer, når hunden svømmede i det iskolde havvand og i hovedet klippede man kun næsepartiet frit, da øjne og øre ligeledes er beskyttet af den naturlige pelsmængde. Til gengæld var det meget kortklippede bagparti og halen frigjort for modstand i vandet og hunden kunne frit bevæge "roret" (halen) og "propellen" (bagbenene) med en anselig fremdrift. Også når Cão'en dykker (helt ned til 4 meter) er det vigtigt med fri bevægelse og en stærk muskulatur. I USA (der er uden for FCI) er det meget almindeligt at udstille sin Cão i en mere faconklippet udgave uden kortklippede områder, og det er da også en ganske almindelig og praktisk frisure for de mange familiehunde der ikke kommer på udstillingerne.

Men er man entusiast - udstiller eller ej - klipper man selvfølgelig sin Cão i den traditionelle løveklip - fuld længde med kortklippede partier, - både for at vise respekt for racen, men også for at andre mennesker skal kunne se et originalt produkt, af et stykke spændende kultur-historie (min private mening!)

En Cão-hvalp tygger i alt og alle og det er jo sådan set meget normalt for de fleste hvalpes vedkom-mende, men Cão'en er særlig slem på dette område. Siger man "NEJ" til hvalpen når den gør det, tester den straks om man nu også mener det man siger. Hvalpen kræver konstant information om alt det den ser, hører eller røre ved. Derfor skal alt undersøges - med munden!

Cão'en er stærkt knyttet til mennesker og er også meget påpasselig med, ikke at lade sin herre være alene. Den har en utrolig evne til at holde sig lige i hælene på ham eller hende og vil helst have, at der skal ske noget hele tiden. Hvis man ikke bruger al sin tid på sin Cão, vil den selv begynde at finde nogle af sin ejers ting frem og lege med det eller splitte det ad. Det kunne f.eks. være en rosenbusk fra haven, blomster, eller rødder, som den stolt vil komme ind i huset med og sige "se hvad jeg har fundet". Eller sådan noget som at grave store huller er også en diciplin den er god til, og giver man hvalpen en tyk gren, vil den øjeblikkelig skralde al barken af og komme og vise resterne. Sjovt nok er tyggeproblemet ikke tilstede på samme måde indendørs. Her lære og accepterer hvalpen hurtigt, at det her er dine ting og det her er mine ting - det kan den sagtens leve med.

En Cão er IKKE egnet til at gå i kennel - den foretrækker at leve med sin familie indedøre og ikke i løbegård eller anden form for indhegning bag huset. Forlader man den udendørs, skal den hurtig få lært at gø og forcerer et hvert hegn! Den vil kradse og ødelægge yderdøren, hvis den er ude og ejeren er inde! Det er ikke fordi den ikke bryder sig om udelivet - tvært imod, den springer fornøjet rundt i sol, regn, sne og blæst, men det er så længe ejeren er med. Hele dens liv er centreret omkring dens ejer.

Som lille hvalp er det nødvensigt at man træne den i at være alene hjemme. Den kan lære det ligeså godt som andre hunde, men den skal helst ikke være alene alt for mange timer pr. dag. Er man så heldig stillet, at der er mulighed for at have sin hund med på jobbet, er Cão'en meget tilfreds med sådan et arrangement, når blot man husker at få luftet den reglmæssigt.

Det er et "must" for en Cão at ha' masser af legetøj, og gerne i en kasse hvor den selv kan finde tingene frem. Teddybamser - jo større jo bedre - og andre tøjdyr med "piv" indeni, er favoriterne. Husk at fjerne øjne og næse på bamser o.l., for ellers gør Cão'en det bare og det kan let forsvinde ned i hundens mave. Det er helt almindeligt, at Cão'er konstant bære rundt på sine "skatte" og selvom man f.eks. siger til den at tingene ikke skal med ud i haven, så gør den det alligevel! Når der kommer gæster eller når man selv kommer hjem, bliver man hilst velkommen af en hund med et eller andet stykke legetøj i munden. Ofte får man lov at røre ved det "fine" legetøj, men andre gange skal man blot beundre det, mens hunden viser det frem!

Efterhånden som Cão'en vokser til og bliver rigtig voksen, falder den også til ro og bliver en sand fryd at leve sammen med. Alle de unoder og skarnsstreger den end måtte ha' forvoldt sin familie som hvalp, bliver pludselig til noget der hørte fortiden til og man forstår slet ikke, det er den samme hund (vel at mærke, hvis ikke hunden har overtaget styringen som teenager og stadig har taget på familien!).

En kendt amerikansk opdrætter, dommer og handler ved navn William Trainor, plejer at sige :

"En Cão er en ekseptionel intelligent hund, der tester dig hver gang du prøver at lære den noget. Den kan også være en barsk arbejdshund, og sørger du ikke for, at være "bossen" i forholdet allerede inden hunden er blevet 6 mdr., vil den eje og kontrollere dig inden den fylder 2 år."

Lille Gloria i sikkerhed hos Boullion

Det er vigtigt at holde en ung Cão beskæftiget hele tiden. Den finder sig ikke i at sidde i et hjørne af stuen, mens ejeren er beskæftiget med noget andet og ikke har sin opmærksomhed rettet mod den, med mindre den kan hvile efter en begivenhedsrig dag. Gode beskæftigelsesmuligheder kunne være agility, vandarbejde, flyball, sporarbejde eller lydighed og det holder jo også ejeren igang!

Cão'en har en fantastisk vokal spændvidde - og den elsker at optræde med vokal overdrivelse, for at manipulere sin ejer til at gøre som den vil ha' det. Under arbejde eller leg, tager Cão'en aldrig et "NEJ" for noget endegyldigt, hvis den selv synes situationen er en anden. Man bliver nød til at lokke den til at "tænke" det rigtige, - man kan ikke tvinge den på bedre tanker.

Mange amerikanske Cão-ejere har bygget swimming pools (hvis de ikke havde en i forvejen) og købt sejlbåde blot for at tilfredsstille vandhundens behov og opleve Cão'en i fri udfoldelse. Folk der kun ville ha' een Cão fra starten, er ofte endt med både to eller flere eksemplare, for ikke nok med at en Cão sætter stor pris på at lege med andre hunde, den ønsker ligefrem også en anden hund den kan elske og holde af!

At denne race er noget lidt for sig selv, kan de fleste ejere berette utallige historier om og een af dem er Mrs. Carol Oakes, der selv har tre Cão'er :

"En af mine hunde, Cruiser, sover altid i sin kasse om natten. Lige siden han var lille, har han altid snuppet en bamse ved sengetid, der skal sove sammen med ham i kassen. For flere måneder siden, besluttede han at jeg skulle vælge hvilken bamse han skulle ta' med i seng. Så nu når det bliver sengetid behøver jeg ikke engang at gå med ham ind i stuen for at vælge. Uanset hvor i huset jeg befinder mig, siger jeg bare "hent dit grønne monster" eller "tag den grå hval". Derefter traver han ind i stuen, roder sig gennem de 30 bamser jeg har til mine hunde og bærer den bamse jeg har bedt ham hente, ind i sin sovekasse. Vi ryster på hovedet i undren. Hans måde at gøre tingene på, får os til at tænke på hvad folk sagde om Leão tilbage i 1930erne. Man sagde Leão skulle have været født som menneske, det eneste problem var hans 4 ben og det at han ikke kunne tale. Racens intelligens er unaturlig - det får een til at skælve."

Man bør altså være forberedt på, at ens liv vil ændre sig en hel del efter man har udvidet familien med en Portugisisk Vandhund.