Den portugisiske vandhund har eksisteret i flere tusind år. Fiskerne langs Algarvekysten anvendte deres hunde til at hjælpe dem i det barske, og ofte farlige arbejde til søs. Der var mange opgaver ombord for en vandhund. Når fiskerne hev deres garn ind, var der ofte fisk der fik revet sig løs, men det så Cão'en og lynsnart, uden kommando, sprang den frivilligt i vandet for at bringe de undslupne fisk tilbage. Engang imellem kunne det dog ske, at hundene ikke forfulgte fiskene som de plejede, men der imod løb ned under dækket og gemte sig i ribberne, mens de gøede højt. Denne adfærd vidste fiskerne var et signal om, at en eller flere hajer nærmede sig, og derfor blev hundene aldrig tvunget i vandet, når de pludselig valgte flugt fremfor forfølgelse.

Cão'en kunne også dykke ned efter iturevne net eller ødelagte reb, og den kunne sågar drive en fiskestime ind i fiskerens garn. Men det var ikke kun "retriver-job", denne prægtige hund skulle udføre; der kunne også blive brug for at sende en meddelse enten til land eller til et andet skib, og selv over længere afstande og i høj sø, kunne Cão'en klare opgaven. I havn kunne fiskerne heller ikke undvære deres vandhunde - her bestod jobbet i at passe på båden og udstyret, så der ikke blev stjålet noget, mens mandskabet var i land.

Cão'en var så højt værdsat på skibene, at den fik tildelt sin egen ration af fangsten, svarende til den samme mængde som hver mand fra mandskabet fik, og ikke nok med det - den fik også tildelt mere end en fjerdedel af den fortjeneste (i penge) hver mand måtte ha' tjent ind på fangsten, - det fortæller noget om hundens værdi for sådan et skib!

Med tiden blev der flere og flere fiskere og i det tidlige 1900 tal, var der omkring 16.000 portugisiske fiskerbåde omkring Portugals kyster. Fiskerne måtte længere væk for at få en rimelig fangst og turen gik mod Newfoundland og Island i takt med, at udstyret om bord også blev mere avanceret. Vandhundene stod nu stolt i forstavnen på de dunkende trawlere, og gøede advarende under tæt tåge, så andre skibe kunne lokalisere fartøjets position. Cão'en, hvis herre var fyldt af energi og levede livet til fulde, gjorde ligeså. Den glade, muntre, elskelige, intelligente og alligevel følsomme Cão som vi kender den idag, afspejler de mange egenskaber, fiskerne vævede ind i dens genetiske sjæl, og definerede de kvaliteter de havde brug for, i arbejdet ude på havet.

Racen har båret mange navne - Cão de Agua - Cão der betyder "hund," de agua "af vandet". "Dykkende hund," "Portugisisk fisker hund," og "Algarve vand hund" er ligeledes bekendte navne for samme race. Spaniolerne kaldte den nogle gange for "Hav hund" og amerikanerne kalder den "Portuguese Water Dog" og "PWD". Uanset navnet, har racen bevaret det meste af sin originale hovedform, skikkelse og høje intelligens.

Cão'en var temmelig populær i sit hjemland og lå nummer ni på listen over populære hunde, men mange af de hvalpe der blev produceret, var ikke registreret, - ej heller deres forældre, og på et tidspunkt optil omkring 1920erne, var racen gennem længere tid, blevet krydset med adskellige andre racer, såsom Afghaner, Puddel, Brichon, Labrador Retriver og en portugisisk hyrdehund, Cão da Serra De Aires.

Næsten alle mennesker der mødte Leão og Bensaude på gaden, bemærkede hundens næsten tungsindige natur, hengivenhed og ikke mindst hans intelligens, som altid imponerede folk. Mange sagde om Leão, at han skulle have været et menneske, - det eneste der gjorde ham til noget andet, var hans fire ben og det faktum at han ikke kunne tale.

En af mange episoder, hvor Leão tydeligt lod sin intelligens skinne igennem, var da han på sin helt egen måde viste Bensaude, at han altså var en vandhund og behøvede vand. Han sneg sig nemlig ud på badeværelset hvis døren stod åben, og åbnede for vanhanerne, så badekarret blev fyldt med vand og der kunne han så ligge og flyde. Bensaude forstod budskabet og fik bygget flere pools til sine hunde og det var bare det der skulle til !

Leão blev født i 1931 og døde i 1942. Han blev far første gang d. 1. maj 1937 og blev derefter far til yderligere 6 kuld hvalpe.

Bensaude mistede aldrig sin passion for Cão'en - han havde fået racen på fode igen og han havde mange hunde placeret hos venner og familie, men han søgte efter en speciel person, han kunne overlade sit værk til og som ville brænde for racen på samme måde som han selv. Han blev anbefalet en kvinde, der arbejdede som diplomat i den Peruvianske ambassade i Portugal, og som også optrådte inde for hundeverdnen, og det skulle vise sig hun havde alle de kvalifikationer Bensaude søgte. Et møde hjemme hos Bensaude kom istand og Conchita Cintron Castello de Branco, Kennel Al-Gharb (en ældre version af Algarve), og Bensaude var straks på bølgelængde. Selvom de to kun mødtes denne ene gang privat, (de så selvfølgelig hinanden på udstillinger) besluttede Bensaude, at denne kvinde skulle overtage hans drøm og hans hunde efter sin død.

Senere på en udstilling hvor Conchita Cintron havde vundet adskellige pokaler, opdagde hun en pokal med indskriften "Bensaude Cup" så hun spurgte hvorfor pokalen bar hans navn og man fortalte hende at Bensaude netop var gået bort (d. 5. august 1967). Kort tid efter blev Cintron ringet op af Bensaude's enke, der fortalte at Cintron havde arvet alle Bensaude's hunde - fire hanner og ti tæver - samt en hel kasse med et meget detaljeret arkiv over hundene.

Cintron fik bygget et større kennelanlæg, men hundene kravlede over, indtil der kom tag på. Hun havde fået at vide, at racen var svær at opdrætte, og nogle af dyrene nok var sterile, så for en sikkerheds skyld måtte hun hellere få parret alle tæverne - 98 hvalpe kom til verden !

Nu stod Cintron så der med Bensaude's dyrebare arv, velvidende at hun måtte placere disse hunde efter nøje overvejelser, så racen kunne trives og have fremgang. Portugal var et forholdsvis fattigt land og kun få fiskere og arbejdere havde på denne tid råd til at holde hunde. Cintron vidste, racen ikke ville overleve i sin rene form i Portugal, og hun ønskede heller ikke Bensaude's hunde skulle ende som tilfældige gadehunde, så derfor måtte hun finde en anden løsning.

Amerikanerne var (og er) kendt for deres forkærlighed for racehunde, og der så Cintron en god mulighed for Cão'ens overlevelse. Hun brugte utallige timer på brevskriveri til folk i USA, hvori hun fortalte om denne fantastiske race. Hun kom endda til USA i embeds medfør, hvor hun underholdt samtlige gæster med fortællinger om racen og om hvor gerne hun ønskede, det amerikanske folk skulle tage racen til sit hjerte.

Deyanne og Herbert Miller, der var puddelopdrættere i USA, importerede i 1968 og igen i 1971, et avlspar fra Conchita Cintron. Deres interesse for Cão'en var vakt allerede i 1965, hvor de læste en artikel om racen i "The New York Times", skrevet af Conchita Cintron, men de ville vide alt om racen inden de tog beslutningen om at introducere portugisisk fødte Cão'er til USA. Deyanne og Herbert Miller tog til Portugal og besøgte Cintron og hendes hunde i Juli 1968, og efter dette besøg var tingene afgjort.

En annonce Deyanne Mille havde sat i The New York Times for bevarelse af racen

En af de første hvalpekøbere Deyanne Miller havde til sine Cão-hvalpe i første kuld, var Helen Roosevelt, der faktisk overtog en hanhvalp på 6 mdr., der i første omgang var solgt til Jacques Cousteau, men som viste sig at være en "en-mands-hund" og det duede ikke ombord på Calypso, hvor der var 11 mand om bord. Denne hund voksede op og blev alt det Helen Roosevelt havde ønsket sig af en hund, og hun beskrev hvor forsigtigt han kunne bære al ting, f.eks. hendes briller, spillekort eller hendes Lady Danielle cigaretetui.

April d. 25, 1974 brød revolutionen ud i Portugal og det var en forfærdelig tid for mange portugisere. Den militære komité, der afsatte det gamle regime og etablerede en ny militær regering, brugte slogans som "Land til landarbejderne", "Farme til arbejderne" og "Magt til folket". Banker og forsikringsselskaber blev nationaliseret og bankkontoer indefrosne. Farme og sommerhuse blev inddraget og mange mennesker flygtede. Nogen gemte sig mens andre blev hvor de var, og ventede på at den politiske turmult skulle lægge sig.

Conchita Cintron og hendes mand og børn, boede i Lisbon på deres farm, da revolutionen væltede ind over landet, og hun vidste hendes første priotet måtte være at skaffe sine børn ud af landet hurtigst muligt. Men hun ønskede også at bevare de hunde hun havde arvet fra Bensaude, og som hun havde passet og plejet igennem en periode på 7 år. Femogtyve af de bedste hunde var sendt til USA før revolutionen og fire hanner var placeret i sikre hjem i Portugal, men af den gruppe hunde hun søgte beskyttelse for via CPC, kunne kun nogle få stykker reddes, og resten af de 40 hunde hun havde plads til i sin kennel, måtte se døden i øjnene og blev humant aflivet hos dyrelægen. Der var ingen muligheder for at redde disse dyr i tide, og Cintron måtte selv flygte over hals og hoved med sine 6 børn til Mexico, efterfulgt af sin mand.

Udviklingen af Cão'en i USA fortsatte og gør det stadig den dag idag. Der dukkede en hel del sygdomme op hen af vejen, idet avlsmaterialet i USA var så begrænset i begyndelse og et større puslespil skulle til at samles i 1976, to år efter revolutionen startede i Portugal. I USA findes der en national raceklub (PWDCA), der laver et stort stykke arbejde for bevarelse af racen, og der samarbejdes med mange organisationer, hvis formål er at forske og løse genetiske problemer hos udvalgte racer og med håbet om, at Cão de Água Português er i rette hænder "over there" og nu også flere andre steder i verden, slutter tilbageblikket gennem Cão'ens historie her !